STU FGU Vendsyssel i Dronninglund giver dig mulighed for at sætte din egen uddannelse sammen. Vi er et hold af engagerede lærere og vejledere, som hjælper dig med at lave et skema, der giver dig lyst til at gå i skole.
STU FGU Vendsyssel er en STU i Nordjylland, der bygger på en lang tradition for praktisk undervisning. Skolens personale består af både håndværkere og lærere.


Elsker du at bygge i træ? Duften af savsmuld og lyden af savklinger? Hver dag underviser Dan unge i at bygge, skrue og save. Selvom resultatet er vigtigt, betyder det allermest, at alle føler, at der er plads til dem. Opgaverne spænder fra småjobs til større byggeprojekter. Vi har blandt andet lavet skydetårne til lokale jægere.
Slår dit hjerte et ekstra slag, når du ser gnisten for enden af et svejseapparat? Så er du på bølgelængde med Johnny og hans hold af drenge og piger, der alle kan lide at få sorte fingre. På industrilinjen arbejder vi meget med sikkerhed. Alle skal føle sig sikre, når de bruger vores udstyr. Hvis du vil arbejde med metal, så er dette en linje for dig.

Brænder du for at lave mad? Så er en praktik i FGU-køkkenet måske lige noget for dig. Hos Mads lærer du ikke kun at lave mad. Du bliver også klogere på, hvor maden kommer fra, og du bliver klogere på bæredygtighed og hygiejne. Hver dag laver holdet mad til alle skolens elever - der er også rigeligt til dig.
På STU FGU Vendsyssel bliver du en del af et større ungefællesskab med plads til at være sig selv. Men det er op til dig, hvor meget du deltager socialt. Det er helt i orden at have brug for alenetid.
Nogle STU-elever foretrækker at bruge tid i vores egen afdeling, hvor vi har pauserum og toiletfaciliteter. I din klasse er der højst otte elever, og har du brug for afskærmning, tilbyder vi også det.
Vores skole ligger i et naturskønt område nær Dronninglund. Hver morgen og eftermiddag kører FGU-bussen mellem Brønderslev og Dronninglund, og der er også plads til dig.
Hos os har vi valgt at have én lærer i centrum for alle forløb. Derfor har alle elever den samme kontaktlærer. Han sørger for, at dit forløb altid er tilpasset dig, og det er også ham, du har din ugentlige forløbssamtale med.
Ulrik Lauritzen er uddannet lærer og har to årtiers erfaring med at tilpasse undervisning til elever. Han har lige så mange års erfaring med pædagogik og udvikling.
Det er også Ulrik, der er ansvarlig for STU'ens pædagogik og didaktik, altså hvordan undervisningen forløber dagligt. Han fortæller dig gerne mere om tankerne bag, så tag endelig fat i ham - også hvis du er UU-vejleder eller ansat i en anden myndighedsfunktion.
Ulrik
Lærer
Her bliver du bedre til at læse, skrive og forstå tekster. Du er selv med til at vælge, hvad vi arbejder med. Kun fantasien sætter grænser. Din dansklærer har selv udgivet fire bøger.
I engelsk læser vi tekster og hjælper hinanden med at forstå dem. Ofte handler teksterne om verden omkring os. Hvad der sker i udlandet, nye film i biografen eller miljøet.
Har du brug for at blive lidt bedre til matematik, så har du chancen nu. Her har vi matematik på 9. klasses niveau.
I en anden del af bygningen har vi vores IT-lab. Her kan du designe hjemmesider og lære om layout af pjecer, bøger og meget andet. Du lærer det grundlæggende håndværk bag design, og hvordan man får produktet til at se rigtigt og professionelt ud.
En forkortelse for privatøkonomi, arbejdspladslære, samarbejdslære og erhvervslære. Kort sagt taler vi om alt det, der er godt at vide, når man skal starte på et arbejde.
Hvis vi ikke forstår verden omkring os, kan det være svært at være til. Så her prøver vi at forstå, hvordan Danmark og resten af verden er blevet til, men uden at det bliver alt for flyvsk.

En af vores dygtige elever er kommet ind på Nørresundby Gymnasiums HF3-klasse med en fin score i optagelsesprøven. Det har været hans store drøm i mere end fire år, og endelig er det lykkedes. Ekstra tid og ikke mindst et roligt klasseværelse har givet ham det faglige niveau, som er nødvendigt. Stort tillykke til ham!

Skolen afholder tre spændende dage om at flytte hjemmefra. Der bliver talt om alt fra økonomi, til hvordan man hænger billeder op på væggen. Eleverne deltager i workshops og aktiviteter og skal i fællesskab sørge for maden onsdag. Tre inspirerende dage.

Eleverne fra STU FGU Vendsyssel holder sommerferie i juli og i de første ti dage af august. Sommeren er en tiltrængt pause fra læring og en mulighed for at se venner og familie.



Det er lykkedes os at finde en praktikplads til en af vores elever. Han er startet i køkkenpraktik på Dronninglund Efterskole, hvor han hjælper til med alt fra opvask til bagning og forberedelse af aftensmad. Heldigvis er skolen så glad for ham, at de allerede har forlænget hans praktik til efter sommerferien.
Vi drog en håndfuld elever og lærere afsted til Moesgaard ved Aarhus. Sammen med os var et par af AGU'erne, som delte vores lyst til at besøge et af Danmarks flotteste museer. Faktisk så flot, at TripAdvisor har placeret museet i top 1%. Vi så udstillingerne Moder Jord og Kriger. Begge gjorde et stort indtryk på alle.
Tre mand høj kørte vi FGU-bussen sydpå, nærmere bestemt til kalkminerne nær Rebild. Her så vi først Rebildcentrets udstilling om den kolde krig. Så begav vi os ned i selve minen og så Bundgaards flotte statuer, skåret i kridt.
Kontakt os på mail eller telefon (også sms). Så arrangerer vi en rundvisning for dig
Din STU skal godkendes af kommunens UU-vejleder og et visitationsudvalg.
Når din STU er godkendt, planlægger du skemaet sammen med din lærer. Det er især vigtigt at afgøre, om du skal have mest praktisk eller teoretisk undervisning.
Vi starter op i dit tempo. Undervejs i dit uddannelsesforløb kan vi altid justere dit skema og dine timer.
Vi hjælper dig gerne! Kontakt os, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Leif Bach er leder af FGU Vendsyssels afdeling i Dronninglund og ansvarlig for STU'en. Hans vision for at lave STU i Nordjylland er, at alle uanset baggrund kan få en uddannelse, der giver dem de bedste kort på hånden, når de skal søge arbejde. Som tidligere leder af produktionsskolen er Leif optaget af praksislæring og af at give dem, der ikke altid passer ind i almene uddannelser, en mulighed for at spille en vigtig rolle i samfundet.
Du kan kontakte Leif på telefon 25401578, og husk, at du kan finde mere information på FGU Vendsyssel.
Vi er også til stede på Uddannelsesmesse for Unge med Særlige Behov og på STUguiden samt STU.dk